Bestyrelsens Beretning for 2000
En ny type globalisering
Årets konferencer i Caux åbnedes af den nye formand for konferencecentret, Cornelio Sommaruga, tidligere præsident for internationalt Røde Kors.
I sin åbningstale efterlyste Sommaruga en ny type af globalisering. En globalisering af ansvarsfølelse. En side af globaliseringen, som der tales mindre om, som indbefatter social bevidsthed, et uafhængigt retssystem og kamp imod alle former for korruption.
Dette kan også ses som det fælles sigte for de opgaver, som Moralsk Oprustning har været engageret i og støttet i det forløbne år.
I et oplæg ved konferencen i Caux satte Rajmohan Gandhi yderligere fokus på denne udfordring: “Globaliseringen er alle vegne omkring os. E-post, liquid økonomi, varer og ideer bombarderer os på tværs af alle grænser. Men ingen, selv de mest magtfulde, formår at kontrollere denne udvikling. Vi behøver en globalisering af hjerterne i både Øst og Vest.”
Strategi og fælles opgaver
Synger Moralsk Oprustning på sidste vers i vores danske eller nordiske sammenhænge? Hvis vi ser ud i verden, er dette i hvert fald ikke tilfældet. Overalt i Afrika og Asien, for slet ikke at tale om Østeuropa, er der et kontant og skrigende behov. Tager vi verden på os, tager vi også automatisk dette behov på os.
Fra 4. til 11. februar blev der i Panchgani i Indien holdt en såkaldt Global Consultation, hvor henved 40 mennesker repræsenterende Moralsk Oprustnings verdensfamilie mødtes for at drøfte fælles anliggender og strategier. Det var 15. gang indenfor en halv snes år, at en sådan consultation fandt stedt. En muslim, en shintoist, hinduer og kristne - alle øste ud af deres forskellige åndelige kilder ind i den fælles opgave. Dr. Ravi Rao fra Indien påpegede under velkomsten den genfødsel af Moralsk Oprustning, som er sket indenfor de sidste ti år, en foryngelse af Moralsk Oprustning i verden, som fint illustreredes af deltagernes alderssammensætning.
Terttu Laaksonen fra Finland og Knud Simon Christensen fra Danmark var blevet bedt om at repræsentere de nordiske lande i drøftelserne. Det var stimulerende at høre både om vanskelighederne i de enkelte lande og om mulighederne. Flere af deltagerne fra Afrika kom fra lande involveret i åbne konflikter. En dame fra Sydamerika kom fra et land i total økonomisk opløsning på grund af narkotika og borgerkrig. Efterspørgslen efter Moralsk Oprustning på verdensplan er større end nogensinde, men mulighederne for at efterkomme efterspørgslen forekommer mindre end nogensinde.
På denne baggrund blev det besluttet at holde et hoho (et naga-ord for stammetræf!) for forpligtede mennesker i hele verdensarbejdet, som kan og vil tage tilstrækkelig tid til at søge Guds veje og modtage Hans inspiration for fremtiden. Det er siden blevet fastlagt, at dette hoho skal finde sted i Panchgani, Indien, fra 30. december 2001 til 20. december 2002. Flest mulige af deltagerne skal tilbringe alle tre uger sammen.
Efter mødet i Panchgani har Terttu Laaksonen og Knud Simon Christensen i fællesskab aflagt rapport fra Global Consultation til Moralsk Oprustnings venner både i Helsinki, Linköping og Oslo.
Bekæmpelse af korruption i Tanzania
Konferencen i Tanzania i 1999 om bekæmpelse af korruption har ført til et omfattende informationsprogram i Tanzania, som institutionen har givet økonomisk støtte til. Tanzanias minister for Offentlige Arbejder, Anna Abdallah, fortæller også, at regeringens program for bekæmpelse af korruption har fået impulser fra konferencens oplæg. Hendes eget engagement har rod i de ideer, hun som ambassadør mødte i centret på Peter Bangsvej.
Danske seminarer om demokrati
Der har været medvirken i tre demokratikurser for rumænere med seminarer om de danske folkebevægelser The Way of the Danes og gennemgang af håndbogen Moral Principles for Democracy. To af seminarerne foregik i centret på Peter Bangsvej, det ene med professorer og lektorer fra universitetet i Alba Julia., det andet med unge studerende fra Transsylvanien. Det tredje seminar blev afholdt i Kolding med repræsentanter fra byen Slobozia.
Sommerkonferencerne i Caux, Schweiz
Til sommerens konferencer i Caux 2000 var der fortsat dansk økonomisk medvirken, og danske deltog i tre af konferencerne: Foundations for Freedom, Life, Faith and Fellowship og Agenda for Reconciliation. Fra Danmark deltog også en flygtning fra Sierra Leone i det særlige program om konfliktløsning i Afrika med deltagere fra 17 afrikanske lande.
Nyt MRA center i London
Gennem årene har der været et værdifuldt samarbejde med MRA i England om mange opgaver, og fra dansk side blev der udtrykt en anerkendelse heraf ved at forsyne det nye center med nogle lamper af dansk design.
Rumæniens statsadvokatur
Som et led i samarbejdet med Rumænien deltog tre rumænske familier i Agenda konferencen i Caux. Statsadvokaten for økonomisk kriminalitet, som var en af deltagerne, takkede for den hjertelige modtagelse i Caux. “Vi behøver både en relevant økonomisk og moralsk udvikling, som også indbefatter en beslutsom kamp mod korruption og organiseret kriminalitet. Den ånd vi mødte i Caux, kan blive en hjælp hertil, og også i uddannelsen af vor ungdom,” skrev statsadvokaten i sin tak for den danske medvirken.
Dansk bog udgivet på engelsk
Fra det schweiziske forlag Caux Books var der ønske om at få en bog på engelsk om Oxfordgruppen og Moralsk Oprustnings virke i Danmark med initiativer til bekæmpelse af arbejdsløshed i slutningen af tredverne, medvirken i at skabe folkelig samhørighed under besættelsen og for forsoning i Europa efter krigen. I marts udkom denne bog med titlen Initiatives for Change og med forord af professor, dr. theol. Mogens Müller.
Nordisk samarbejde
Der været dansk deltagelse ved møder i Oslo, Stockholm og Helsinki og mange konsultationer om de fælles opgaver i østersøområdet og i Afrika.
Centret på Peter Bangsvej
Der har været flere større møde arrangementer udover de omtalte demokratiseminarer. Gæster fra ind- og udland har boet i centret og deltaget i mindre sammenkomster. Herunder en middag med den canadiske ambassadør.
Initiativ til forsoning i Sierra Leone
MRA i Danmark er i løbet af dette år blevet aktivt involveret i en indsats for at bidrage til forsoning mellem parterne i Sierra Leones grusomme borgerkrig.
Initiativet hertil er kommet fra en flygtning fra Sierra Leone, John Bangura, Værløse, som har taget initiativ til stiftelse af Hope - Sierra Leone, som nu er officielt registreret i Sierra Leone som en NGO under FN, og hvis medlemmer i Sierra Leone omfatter kristne og muslimer, universitetsfolk. jurister, forretningsfolk, studenter, journalister samt folk fra hær og politi.
Sammen med John Bangura deltog fire repræsentanter for Hope - Sierra Leone i en MRA konference i Kampala, Uganda, i juni 2000 med deltagelse fra mange afrikanske lande. Temaet var Transforming Africa from a Bleeding to a Renewed Continent. Deres rejse og ophold var blevet betalt af penge indsamlet i Danmark gennem Hope – Sierra Leones danske støttekomité, der - udover John Bangura – ledes af tre danskere: en sognepræst, en officer og en advokat, der alle er engangeret i MRAs arbejde.
Senest er en hjemmeside for Hope – Sierra Leone under udarbejdelse på adressen www.hopesierraleone.org.
Tak for støtte
Bestyrelsen udtrykker en varm tak for den økonomiske og praktiske støtte, som har muliggjort dansk deltagelse i alle disse opgaver.
|